En afbestillingsforsikring dækker, hvis du af gyldige grunde bliver nødt til at aflyse rejsen. Det er en af de mest populære rejseforsikringer i Danmark. Læs om priser, dækning og regler for afbestillingsforsikringer nedenfor.
Hvad koster en afbestillingsforsikring?
Prisen på en afbestillingsforsikring afhænger af, hvor mange personer forsikringen skal dække, forsikringssummen og om hvorvidt du vælger afbestillingsforsikring til enkeltrejse eller årsafbestillingsforsikring.
Afbestillingsforsikring til enkeltrejse kan typisk anskaffes for mindre end et par hundrede kroner. En årsafbestillingsforsikring, som dækker 10 personer og dækker op til 30.000 kr., koster typisk 1.000 kr.
Hvad er en afbestillingsforsikring og hvordan fungerer den?
En afbestillingsforsikring er en af de mest populære rejseforsikringer i Danmark og giver dig mulighed for at afbestille ferien og få pengene tilbage. Det kan f.eks. være hvis du bliver akut syg eller ufrivilligt mister dit job.
Afbestillingsforsikringen kan være en del af din rejseforsikring – her vil det oftest være et tilvalg. Du kan også købe afbestillingsforsikringer separat. Når du køber en rejse eller en flybillet, enten online eller gennem et rejsebureau, vil du højst sandsynligt også blive tilbudt denne type forsikring.
Du har desuden mulighed for at bestille en årsafbestillingsforsikring eller en afbestillingsforsikring for én specifik rejse. Førstnævnte dækker et ubegrænset antal rejser i et helt år.
Hvad dækker en afbestillingsforsikring?
Afbestillingsforsikringer dækker generelt det beløb, du har betalt for rejsen, men den maksimale dækningssum kan variere, og hos nogle forsikringsselskaber findes der forskellige valgmuligheder.
I visse tilfælde kan forsikringen også dække afledte og ikke-refunderbare udgifter, såsom transport, forplejning, parkering og lignende. Det kan endvidere omfatte planlagte arrangementer på turen, dog typisk kun op til et bestemt beløb.
En afbestillingsforsikring kan dække i følgende situationer:
- Du er blevet akut syg eller kommet til skade.
- En pårørende dør eller indlægges på hospital.
- Du er blevet fyret, og det ikke er muligt at holde ferien som planlagt.
- Du er blevet skilt eller separeret fra din rejseledsager.
- Du ikke kan rejse på grund af graviditet.
- Du ikke har bestået en eksamen og skal derfor til reeksamen.
- Der har været brand, indbrud eller oversvømmelse i dit hjem.
- Du bliver indkaldt som vidne eller til værnepligt.
- Udenrigsministeriet fraråder rejser til et land eller område.
Akut sygdom eller tilskadekomst
Alle afbestillingsforsikringer dækker mod akut sygdom eller tilskadekomst. Det gælder både hvis det er dig der bliver syg eller kommer til skade, hvis det er en person i din nærmeste familie, eller hvis det er en af dine rejseledsagere.
Dødsfald eller indlæggelse hos pårørende
Ligesom ved sygdom eller tilskadekomst hos pårørende, dækker nogle afbestillingsforsikringer også dødsfald eller indlæggelse hos pårørende.
Opsigelse
Er du blevet fyret, og er det ikke muligt at holde ferien som planlagt, kan afbestillingsforsikringen dække.
Skilsmisse og separation
Hvis du bliver skilt eller separeret fra din rejsepartner før ferien starter, dækker afbestillingsforsikringen. Dette gælder ikke kun for ægtepar, men også for par, der bor sammen.
Vær dog opmærksom på, at der gælder forskellige regler for hver forsikringsselskab for, hvor længe I skal have delt bolig, før forsikringen dækker.
Komplikationer i forbindelse med graviditet
Hvis du oplever komplikationer under din graviditet, og en læge anbefaler imod at foretage den planlagte rejse af helbredsmæssige årsager, dækker afbestillingsforsikringen.
Reeksamen
Består du ikke en eksamen og falder reeksamen sammen med din ferie, kan forsikringen refundere din rejse.
Dette gælder både, hvis du ikke består den ordinære eksamen, eller hvis sygdom forhindrer dig i at deltage i første omgang. Det er typisk en forudsætning, at dit studie er SU-berettiget.
Beskadigelse af bil før ‘kør selv’-ferie
‘Kør selv’-ferier er populære, men desværre kan biler uforudset gå i stykker. Afbestillingsforsikringen dækker dig, hvis din bil bliver beskadiget, får tekniske problemer eller bliver stjålet lige inden afrejse.
Afbestillingsforsikringen giver mulighed for at dække omkostningerne til leje af en erstatningsbil i den periode, du skulle have været afsted – dette inkluderer dagen før din planlagte afrejse og dagen efter din hjemkomst. Det er muligt at leje en bil inden for samme klasse som din egen, og fri kilometer er typisk inkluderet.
Brand, indbrud eller oversvømmelse i dit hjem
Hvis dit private hjem bliver ramt af en brand, oplever indbrud eller en oversvømmelse, sørger afbestillingsforsikringen for, at du kan få refunderet din rejse. Mange afbestillingsforsikringer dækker typisk også udgifter forbundet med udskydning af ferien, såsom ombooking af flybillet, hotelophold mv.
Indkaldelse som vidne eller til værnepligt
Hvis du bliver indkaldt som vidne i en retssag eller til værnepligt i Danmark, og tidspunktet falder sammen med din planlagte ferie, kan afbestillingsforsikringen træde i kraft.
For begge tilfælde er det en forudsætning, at indkaldelsen sker efter, du har tegnet afbestillingsforsikringen. Sørg for at holde dig informeret om dækningens præcise vilkår for at sikre, at du kan drage fuld nytte af den i en sådan situation.
Udenrigsministeriet fraråder rejser
Ændrer Udenrigsministeriet sin rejsevejledning til din destination og fraråder rejser, refunderer afbestillingsforsikringen omkostninger forbundet med rejsen.
Sådanne officielle ændringer kan skyldes forskellige årsager som politisk ustabilitet, naturkatastrofer eller sundhedsmæssige kriser.
Hvad dækker en afbestillingsforsikring ikke?
Afbestillingsforsikringen dækker i mange tilfælde, men der findes også forhold, hvor afbestillingsforsikringen typisk ikke dækker:
- Sygdom/tilskadekomst eller graviditet, der er årsag til afbestillingen, var til stede ved køb af forsikringen
- Afbestilling overfor rejsebureau eller flyselskab sker senere end afrejsetidspunktet
- Hvis afbestillingsgrunden var kendt, da du bestilte rejsen
- Hvis afbestillingen skyldes rejser, som aflyses af arrangøren (konkurs eller aflysning)
- Hvis du fortryder rejsen uden gyldig grund
Eksisterende sygdom, tilskadekomst eller graviditet
Hvis du ved tidspunktet for tegning af afbestillingsforsikringen har været bevidst om eksisterende sygdom, tilskadekomst eller komplikationer i forbindelse med graviditet, gælder afbestillingsforsikringen typisk ikke.
Derfor er det vigtigt, at du – inden du tegner forsikringen – får udført en såkaldt medicinsk forhåndsgodkendelse. Her vil forsikringsselskabets lægehold gennemgå din lidelse og vurdere, om de – til trods for din lidelse – stadig vil tilbyde dig fuld dækning for afbestillingsforsikringen.
Afbestilling senere end afrejsetidspunktet
Afbestiller du rejsen senere end afrejsetidspunktet, dækker afbestillingsforsikringen typisk ikke.
Arrangøren aflyser eller går konkurs
Hvis det selskab, hvor du har købt din rejse, går konkurs, dækker din afbestillingsforsikring ikke. I stedet træder rejsegarantifonden til og refunderer dine penge. Tjek derfor, om din rejseudbyder er medlem af rejsegarantifonden på rejsegarantifonden.dk.
Hvis dit rejse- eller flyselskab aflyser, dækker afbestillingsforsikringen heller ikke. Kontakt da rejseudbyderen for refusion. Får du ikke beløbet tilbage, råder Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen til at gøre indsigelse hos din bank.
Hvis du fortryder rejsen
Afbestillingsforsikringen dækker kun ved dokumenterede og gyldige grunde til afbestillingen jf. afsnittet ‘Hvad dækker en afbestillingsforsikring?’.
Forsikringen dækker ikke, hvis eneste årsag er, at du har ombestemt dig og ikke længere ønsker at rejse.
Er der afbestillingsforsikring i en rejseforsikring?
En rejseforsikring dækker typisk problemer, der opstår under rejsen, såsom sygdom eller ulykker. Afbestillingsforsikring er derimod specifikt designet til at dække omkostningerne ved afbestilling inden rejsen.
Nogle forsikringsselskaber tilbyder kombinerede pakker, hvor begge typer dækning er inkluderet. Det er altid vigtigt at tjekke forsikringspolicens detaljer for at afklare, hvad der præcist er dækket.
Hvornår kan man tegne afbestillingsforsikring?
Du skal være opmærksom på at nogle selskaber – bl.a. Europæiske – kræver, at rejsen skal være betalt maks. 2 dage før du tegner afbestillingsforsikring. Bestiller du f.eks. rejsen en mandag d. 1., skal afbestillingsforsikringen altså være tegnet senest onsdag d. 3.
Undersøg altid det specifikke forsikringsselskab ift. frister for tegning af afbestillingsforsikring.
Vælg mellem årsafbestillingsforsikring eller enkelt afbestillingsforsikring
Hvis du ofte rejser inden for et år, kan en årsafbestillingsforsikring være en fordel. Denne dækker et ubegrænset antal rejser året rundt, med den samme beskyttelse som en enkeltrejse-afbestillingsforsikring.
Selskaber som Europæiske og Gouda tilbyder denne form for forsikring, der kan tegnes for enkeltpersoner eller en husstand med op til 10 familiemedlemmer. Typisk kan der vælges mellem dækningssummer på enten 10.000 eller 30.000 kroner per person årligt.